Plantebaseret vs. vegansk

Begreberne plantebaseret og vegansk bruges ofte i flæng, men de har forskellig oprindelse og forskellige konnotationer. Generelt henviser „vegansk“ til en filosofi og en måde at leve på, der så vidt muligt udelukker animalske produkter og udnyttelse af dyr, mens „plantebaseret“ primært henviser til en kost eller en fødevare, der helt eller hovedsageligt er lavet af planter.

Begrebernes oprindelse

Ordet vegan blev opfundet i 1944 af Donald Watson og grundlæggerne af Vegan Society i Storbritannien (se veganismens historie). Fra begyndelsen beskrev det både en kost og en etisk holdning imod brugen af dyr.

Udtrykket plant-based (plantebaseret) i kostmæssig forstand blev udbredt i 1980’erne, og den amerikanske ernæringsbiokemiker T. Colin Campbell får ofte æren for at have udbredt det til at beskrive en kost baseret på hele plantefødevarer med fokus på sundhed frem for etik. Det beslægtede udtryk „whole-food, plant-based“ (WFPB) henviser til en kost, der lægger vægt på minimalt forarbejdede plantefødevarer og ofte begrænser tilsat olie, sukker og salt.

De vigtigste forskelle

De vigtigste forskelle kan opsummeres sådan:

• Omfang ud over maden. En veganer undgår typisk læder, uld, silke, kosmetik testet på dyr og lignende produkter (se vegansk mode og cruelty-free kosmetik). En person, der spiser plantebaseret, anvender ikke nødvendigvis disse principper.
• Grad af strenghed. „Plantebaseret“ bruges nogle gange løst om en kost, der overvejende, men ikke udelukkende, består af planter. En vegansk kost udelukker per definition alle ingredienser af animalsk oprindelse, også de mindre åbenlyse (se skjulte animalske ingredienser).
• Motivation. Veganisme har rod i en etisk holdning til dyr (se etisk veganisme), mens plantebaseret kost ofte er motiveret af sundhed eller miljø.
• Madens kvalitet. Veganisme sætter i sig selv ingen begrænsninger for forarbejdede fødevarer, sukker eller olie. Det gør en streng whole-food, plantebaseret kost, selvom nogle, der beskriver deres kost som plantebaseret, stadig spiser små mængder animalske produkter.

Brug i mærkning og markedsføring

Siden 2010’erne har mange fødevarevirksomheder foretrukket „plantebaseret“ frem for „vegansk“ på emballagen. Ofte nævnte grunde er et ønske om at appellere til flexitarer og kødspisere, som måske opfatter ordet „vegansk“ som begrænsende eller forbundet med en bestemt identitet.

Det har praktiske konsekvenser for dig som forbruger. Et produkt mærket „plantebaseret“ er ikke altid vegansk; det kan fx indeholde små mængder mælkederivater, æg eller honning eller være fremstillet på en måde, som ikke er acceptabel for alle veganere. I mange jurisdiktioner har ingen af begreberne én juridisk definition, og reglerne varierer. Uafhængige ordninger som Vegan Society Trademark, V-Label og Certified Vegan har mere ensartede kriterier (se veganske certificeringer og mærker).

Overlap og fælles grund

I praksis overlapper de to kategorier i høj grad. Et måltid med linsecurry og ris er både vegansk og plantebaseret. Fødevarer som tofu, tempeh, plantedrikke og vegansk ost markedsføres ofte under begge betegnelser.

Ernæringsmæssigt gælder de samme hensyn for en fuldt plantebaseret kost som for en vegansk kost. Begge kræver en pålidelig kilde til vitamin B12 og opmærksomhed på næringsstoffer som D-vitamin, jod og omega-3-fedtsyrer.

Beslægtede begreber

Andre begreber, der nogle gange forveksles med disse, er:

1. Vegetar – udelukker kød og fisk, men spiser som regel mejeriprodukter og æg.
2. Flexitar – en overvejende plantebaseret kost med kød eller fisk en gang imellem.
3. Plant-forward – en kost, der lægger vægt på plantefødevarer uden nødvendigvis at udelukke animalske produkter.
4. Kostveganer – en person, der følger en vegansk kost uden at følge veganismen på andre områder af livet.

Se den veganske ordliste for flere definitioner.

Se også

• Veganisme
• Sådan bliver du veganer
• Veganuary